Vejledning - Tage med lav hældning - Del 1 - Grundlæggende

Forskellen mellem skråtag (standard taghældning) og tage med lav hældning (fladt tag)

Generelt skelner man mellem tage med tagdækning (standardskrå tag) og lavt hældende tage med tætningslag (flade tage). Ved tagdækning består taget af enkelte komponenter såsom tagsten, tegl, små shingel-lignende dele eller panel-lignende komponenter i storformat. Disse er ikke vandtætte, men leder blot vandet væk. Derfor kaldes de regntætte, men ikke vandtætte. Den mindste taghældning for tage med tagdækning kaldes standardtaghældningen og afhænger i sidste ende af de anvendte materialer. Tagdækningen kan udføres i forskellige materialer såsom beton, tegl, træ, strå eller metal.

På tage med tætningslag er tagmembranen sømløs med båndformet materiale. Dette anvendes normalt på tage med lav hældning. Selvom det kræves at man forholdes sig til specifikationerne i det danske bygningsreglementet omkring taghældning på fladt tag, anbefaler retningslinjerne for fladt tag en hældning på minst 2 % eller 1,1 grader. Den optimale hældning er fem procent eller 2,9 grader. DIN 18531 "Tagvandtætning" klassificerer flade tage i hældningsgruppe 1 med en hældning på op til tre grader og hældningsgruppe 2 med en hældning på tre til fem grader.

Tagbelastninger

Generelt set er der en forskel mellem konstant gældende belastninger og ikke-konstant gældende belastninger, altså variable belastninger. De konstant gældende belastninger omfatter konstruktionens egenlast samt komponenter, der er permanent forbundet med taget, såsom en solcelleinstallation. De ikke-permanente belastninger opdeles i vindbelastninger fra vindsug og vindtryk, trafikbelastninger fra personer eller køretøjer, snelaster, reparationsbelastninger som følge af vedligeholdelsesarbejde og belastninger fra varme, udvidelser eller vibrationer. Som en del af den mekaniske fastgørelse af flade tage er vindsugespændingen afgørende. Ved vindsug er de mekaniske fastgørelseselementers rolle at sikre positionen af hele tagkonstruktionen.

Ved hjælp af eksemplet på fastgørelsesområdet vises et ubelastet og et belastet system. Det belastede tagsystem genkendes på, hvordan tagmembranen buer opad på grund af vindsugespændingen. Dette medfører, at der opstår spændinger i fastgørelsesområdet. Vindsugkræfterne absorberes cirka (50 %) af fastgørelsesområdet og overføres via fastgørelseselementet til det bærende system. Belastningen fra begge sider af tagmembranen overføres via fastgørelsen til den bærende struktur. I nogle tilfælde kan det være svejsesømmen, der er et svagt punkt. Men i de fleste tilfælde skyldes det tagmembranens styrke og kvalitet, og i disse tilfælde "rives" tætningslaget væk fra skruen og hætten (se billede).

Den oprindelige position for skruen med hætte er stadig tydeligt synlig. Tagmembranen er revet væk fra fastgørelsen. Ud fra dette kan vi konkludere, at vindsugespændingen og dermed kraften, der blev påført fastgørelsespunktet, var for stor. En reduktion af spalten for fastgørelseselementet mindsker den spænding, der påføres fastgørelsespunktet, og reducerer dermed også risikoen for skader.

Fastgørelse af vandtætning

Spændingspladens placering er altid mindst en centimeter fra tagmembranens kant og specificeres af tagproducenten. For at tætne konstruktionen svejses tagmembranerne sammen med et overlæg på cirka 10-12 cm.

Søm fastgørelse

Den mekaniske fastgørelse af vandtætte tætningslag udføres normalt som en linær fastgørelse. Med denne type fastgørelse installeres et individuelt fastgørelseselement, typisk i sømmen eller overlægsområdet af tagmembranen. Fastgørelseskombinationen består altid af en spændingsplade og et fastgørelseselement, som kan variere afhængigt af underlaget. Spændingspladens placering er altid mindst en centimeter fra tagmembranens kant og angives af tagproducenten. For at tætne konstruktionen svejses tagmembranerne sammen. Svejsesømmen er fire til fem centimeter stor, hvilket betyder, at overlægget af tagmembranerne afhænger af tætningsfugens bredde, spændingspladens størrelse og afstanden fra spændingspladens kant til tagmembranen.

Krav til korrosionsbeskyttelse med hensyn til miljø og materialer

For at opfylde de respektive korrosionsbeskyttelseskrav i et byggeprojekt skal den forventede grad af udsættelse for korrosion for en bygning eller en enkelt komponent gennemgås på forhånd. For eksempel er risiko for korrosion meget højere i havvandsmiljøer eller i svømmebassiners kloridholdige miljø end i andre områder. Derudover er det særligt vigtigt at overveje de forskellige materialers korrosionsbestandighed. Et passende tilbehør kan ikke vælges, før disse er kendt. Det er her de såkaldte korrosivitetskategorier og korrosionsbestandighedsklasser kommer ind.

Miljøvurdering – Korrosivitetskategorier (DIN EN ISO 12944-2)

En af de vigtigste standarder for vurdering af miljøforhold under korrosive aspekter er DIN EN ISO 12944-2. Standarden opdeler miljøforhold i seks forskellige korrosivitetskategorier. Disse varierer fra lave krav til indendørs overflade til meget høje krav til udendørs overflade. En oversigt over disse korrosionsklasser og eksempler på miljøer er givet i nedenstående tabel.

Vores korrosivitetsguide

Del 2 - Forskellige former for forankring med tagmembraner

Del 1

Del 2

Del 3

Kombinationsberegning